Spring til hovedindhold

Touchdown Greenland

Laarseeraq havde en drøm om at blive pilot hos Air Greenland og via fjernundervisning - og en målrettet indstilling - lykkedes det.

Engelsk fra Odense, flyveundervisning i Oxford, fysisk tjek i Glostrup. Og timevis af flyvninger fra Falcon Airfield, Arizona.
Laarseeraq Rosing Olsen har været langt omkring for at kunne sætte sig i pilotsædet i Air Greenlands Dash8-200.

- Og hold op hvor er det skønt at have udlevet min drøm og tilmed flyve her i Grønland, siger en tydelig glad Laarseeraq.

Eksamen i Odense/Kangerlussuaq

For ganske få år siden knoklede Laarseeraq med at forbedre sine engelskkundskaber via en skype-forbindelse til HF & VUC FYNs fjernundervisning i Odense. Og da han skulle til eksamen lykkedes det ham at få overtalt en ansat på kommunekontoret i Kangerlussuaq til at stå op klokken 4 om morgenen grønlandsk tid, så han havde et officielt lokale, hvor han kunne gå til eksamen via en skypeforbindelse til Odense.

Godkendt til Oxford

Med en forbedret eksamen i hus, blev han godkendt af de grønlandske myndigheder til pilotuddannelsen i Oxford – og sendt videre til et tjek af hans fysik på Flyvemedicinsk Klinik i Glostrup.

Take off Arizona

Han bestod den teoretiske del af pilotuddannelsen på Oxford Aviation Academy i England med bravur – og var klar til sin første take off i en 4 personers Piper Archer TX fra Falcon Air Fields i Arizona, hvor han holdt for enden af run-way'en med alle sanser åbne – klar til take off. Med fuld power på maskinen gik kroppen i et med den vibrerende motor.

Accelerationen trykkede Laarseeraq tilbage i sædet på vej ud ad run way'en. Farten pressede sig op på 65 knob. Flyet lettede og under Laarseeraq tegnede sig først et skakbræt af gaderne i Mesa – en østlige forstad til Phoenix – så et fascinerende afsvedet western - landskab fra Tonto National Forest.

Som at få vinger

- At flyve et fly er fuldstændig som selv at få vinger og flyve – en drøm der er gået i opfyldelse, forklarer den 24 årige håndboldspiller, guitarist, saxofonist, bassist, kajakroer og løber – og pr. 1. november 2015 fastansat pilot i Air Greenland.

Se flere historier fra vores kursister

Hvad kan vi hjælpe dig med?